Dåbsklude, hvad er det?

I Oure, Vejstrup og Lundeborg kirke hopper vi nu med på dillen med at producere dåbsklude. Måske er det noget for dig?

Dåbsklude, hvad er det?

Når præsten under dåben har øst vand på dåbsbarnets hoved tre gange i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, bliver vandet de fleste steder tørret af med en papirserviet, som ligger på døbefonten.

 Men i flere sogne bliver papirservietten nu afløst af noget mere vedvarende: Håndstrikkede eller -hæklede dåbsklude med kristne symboler. Dåbskluden er en gave til dåbsbarnet, og bliver strikket/hæklet af frivillige fra sognet .

Idéen til dåbskludene fik sogne- og hospicepræst på Djursland, Ann Maj Lorenzen, en oktoberdag i 2016. Selv siger hun - "Jeg vågnede bare med idéen. På et tidspunkt havde jeg ærgret mig over de papirservietter, man bruger i kirken, og jeg havde lagt mærke, til at det var populært at strikke karklude", siger hun. Efter en snak med en kollega blev de enige om at gå i gang.

Nu mødes strikke - og hækleglade kvinder i over 50 sogne rundt om i landet og strikker/hækler dåbsklude med kristne symboler. Ann Maj Lorenzen har tegnet 12 forskellige mønstre med alt fra Luther-rosen til et kors, som man kan strikke/hækle efter. Hun lægger også op til, at man kan lave sit eget mønster, fx af en detalje fra sin sognekirke.

Udover at man i disse grupper strikker eller hækler dåbsklude, er man også en del af et fællesskab. Samtidig er det også en stor glæde hos de familier, som får en fin håndstrikket/hæklet dåbsklud med hjem på dåbsdagen, som en gave fra menigheden; til minde om selve dåbsdagen og til påmindelse om det løfte, der er givet i dåben.

Dåbskludene giver på den måde både mening for dåbsforældrene og de kvinder, der strikker/hækler dem.

Jeg ved, at der  sidder mange både aktive og dygtige kvinder (mænd er også velkomne) rundt om i de tre sogne - og måske kunne nogle af jer have lyst til at mødes en formiddag en gang om måneden her i konfirmandsalen ved præstegården og strikke dåbsklude.

Første gang vi mødes er i det nye år: Onsdag den 3.januar kl.10.00- 12.00

Kirken indkøber mønstre og garn til formålet. Og jeg tør godt love, at der også vil være kaffe på kanden og lidt mundgodt.

Hvis du kan tænke dig at være med til at strikke eller hækle sammen med andre så hører jeg meget gerne fra dig på tlf. 62281186 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Læs evt. mere på www.daabskluden.dk.

Mvh. Jane Fromberg, sognepræst